Rindum SU Basketball vil gerne ind i fællesskabet i ROFI-Centret


Rindum SU Basketball vil gerne
ind i fællesskabet i ROFI-Centret

Rindum SU tilbyder i dag basketball for både voksne og unge. Det foregår i Ringkøbing Gymnasiums hal, og foreningen og spillerne er egentlig ikke utilfredse med rammerne dér.

- Problemet er dog, at vi er alene i gymnasiets hal. Vi vil gerne ind i et større fællesskab, hvor vi har muligheder for at være mere synlige og på den måde styrke vores sport med flere medlemmer. Basketball er en stor sport i verden og er også i fremgang i Danmark. Vi vil gerne have bedre rammer for basketball lokalt og være en del af et nyt fællesskab i ROFI-Centret, og vi ser frem til, at det kan lykkes, understregede Thea Bech-Petersen fra Rindum SU Basketball på borger- og brugermødet i ROFI-Centret den 7. oktober.

Netop en opgradering af og større fleksibilitet i aktiviteter i centrets hal 2, så der også kan spilles basketball under moderne forhold, er en del af den udviklingsplan, som ROFI præsenterede ved mødet. Og dermed et helt konkret eksempel på, at udviklingen kan skabe muligheder for både parasport og den øvrige idræt.

I løbet af mødet kom der fra fire workshopgrupper, som deltagerne var opdelt i, et væld af nye ideer til, hvad nye rammer i hal 2 kan tænkes at rumme. Her blot nogle eksempler på ideer: Goalball, floorball, springgrav til gymnastik, kørestolsrugby, kørestolsbasket, bueskydning, fodbold for psykisk handicappede, volleyball og naturligvis også de idrætsgrene, der dyrkes i hallen i dag – f.eks. fodbold, badminton og pickleball.

 

  Thea Bech-Petersen ser frem til muligheden for, at Rinndum SU Basketball kan blive en del af et nyt fællesskab i ROFI-Centret. Til venstre på billedet med ryggen til er et af byrådsmedlemmerne ved mødet, Caroline Byg Ejstrup fra Kultur- og Fritidsudvalget, i gang med idéudvekslingen i en af workshopgrupperne. 
Der blev fostret mange ideer og også lyttet intenst i workshopgrupperne. På billedet ses fra højre formanden for Rindum SU, Torben Nielsen, formanden for byrådets Social-, Psykiatri- og Handicapudvalg, Jens Erik Damgaard, og Birgitte Svanekjær, der er flittig bruger af Ringkøbing Svømmehal.  
  To af deltagerne i borger- og brugermødet – Lars Arne Jensen (th), der bl.a. et tilknyttet Foreningssamvirket i kommunen, og Poul Møller fra Højmark, der tidligere har været både håndboldspiller og -træner.