Fem medlemmer af byrådet i Ringkøbing-Skjern Kommune tog imod invitationen til at deltage i borger- og brugermødet i ROFI-Centret onsdag aften den 7. oktober. Her præsenterede ROFI sine udviklingsplaner for dels at gøre ROFI-Centret til et lokalt center for parasport, dels at modernisere centrets hal 2, så den kan udnyttes fleksibelt til flere aktiviteter for både parasport og den øvrige idræt.
Den markante repræsentation fra byrådet understreger, at ROFIs udviklingsplaner i høj grad har Ringkøbing-Skjern Kommunes bevågenhed. De fem byrådsmedlemmer har til daglig sæde i de to udvalg i kommunen, som i særlig grad ”kan komme i spil” i den videre proces, når ROFI-planerne skal føres ud i livet – Kultur- og Fritidsudvalget og Social-, Psykiatri- og Handicapudvalget
På mødet var Kultur- og Fritidsudvalget repræsenteret med formanden Erik Viborg (V), Caroline Byg Ejstrup (V) og Carsten Bjerg (KD), mens Social-, Psykiatri- og Handicapudvalget var repræsenteret med formanden Jens Erik Damgaard (KD) og Niels Rasmussen (SF). De deltog alle aktivt i de workshopgrupper, der i løbet af borger- og brugermødet fostrede ideer og forslag til indholdet i ROFIs udviklingsplaner.
Formændene for de respektive to udvalg satte også ved mødets start ord på deres opbakning til, at Ringkøbing-Skjern Kommune vil være medspiller i arbejdet med at realisere ROFIs udviklingsplaner:
Erik Viborg: - Stor ros til ROFI for initiativet. I kultur- og fritidsudvalget har vi flere gange taget tilløb til, hvordan vi kan sikre, at alle uanset funktionsniveau kan få adgang til at dyrke idræt og opleve fællesskabet, men det er en opgave, vi ikke kan løfte alene. Et lokalt center for parasport er vigtigt i den sammenhæng. Der skal naturligvis penge til for at føre planerne ud i livet, og vi er parate til at medvirke. Når der søges midler fra fonde og andre sponsorer, er det også afgørende at vise, at kommunen er medspiller. Det vil vi gerne være.
Jens Erik Damgaard: - Et lokalt center for parasport er en hammergod idé. Og det er godt, at initiativet starter ”nedefra” blandt dem, der arbejder med rammer for idræt i forskellige sammenhænge i det daglige. Vi vil gerne spille med.
Også blandt de øvrige knap 30 deltagere i borger- og brugermødet var der stor opbakning til ROFIs initiativ.
![]() |
– Stor ros til ROFI for initiativet, sagde formanden for byrådets kultur- og fritidsudvalg, Erik Viborg, på borger- og brugermødet. Her ses Erik Viborg i ROFI-Centrets hal 2, der i en moderniseret og opgraderet udgave bliver et omdrejningspunkt i ROFIs nye udviklingsplaner. |
| Formanden for byrådets Social-, Psykiatri- og Handicapudvalg, Jens Erik Damgaard (tv), sammen med byrådskollegaen Carsten Bjerg, der er medlem af byrådets Kultur- og Fritidsuvalg, i ROFI-Centrets skydekælder. Det er ønsket om bedre adgangsforhold til skydekælderen, der har sat gang i ROFIs udviklingsplaner for hal 2 og centrets aktivitetstilbud generelt. | ![]() |
![]() |
Louise Høgild Kristensen (tv) og Birgitte Svanekjær var begge meget glade for de udviklingsplaner for bedre adgang til aktiviteter for alle, som ROFI præsenterede på borger- og brugermødet. Louise er med i Dansk Handicap Forbund (DHF) og medlem af handicaprådet i Ringkøbing-Skjern Kommune. Birgitte er ivrig bruger af Ringkøbing Svømmehal og gør gerne reklame for Ringkøbing Svømmeklub. |