Perfekt start på en ny tradition i Ringkøbing


Med Ringkøbing Handelsforening og ROFI Løbeklub som arrangører var der 120 deltagere i det første nytårsløb fra Torvet i Ringkøbing

Når noget nyt sættes i værk, kan det være svært på forhånd at vide, om det bliver en succes og kan bære på sigt, eller om det skal blive ved forsøget.

Søndag den 28. december arrangerede Ringkøbing Handelsforening i samarbejde med ROFI Løbeklub for første gang et nytårsløb med start og mål på Torvet i Ringkøbing. Og det blev så stor en succes, at sporene er lagt til en tradition for et nytårsløb i Ringkøbing. Vejret og rammerne på Torvet var perfekte, og der var 120 deltagere i løbet, hvor man kunne vælge at løbe eller gå en rute på 10 km, 5 km eller 3 km i og omkring Ringkøbing.

- Vi havde ingen idé om, hvor mange der ville tilmelde sig. Da det nu var første gang, tænkte vi, at omkring de 50 deltagere ville være tilfredsstillende. At der så er 120, der møder op – det er vi i den grad tilfredse med. Det er også en god måde for os til i et godt samarbejde med Ringkøbing Handelsforening at være med til at skabe liv og arrangementer i byen og markere vores klub, sagde formanden for ROFI Løbeklub, Kristian Fredenslund, før starten på nytårsløbet.

En ny tradition er skabt

Ringkøbing Handelsforenings købstadschef, Caroline Byg Ejstrup, var også meget tilfreds med opbakningen til det første nytårsløb og samarbejdet med ROFI Løbeklub om arrangementet.

- I forlængelse af bl.a. de mange arrangementer i Ringkøbing som juleby med Torvet som omdrejningspunkt ville vi i Ringkøbing Handelsforening også gerne skabe aktiviteter i byen mellem jul og nytår. Med den store tilslutning fra folk i alle aldre blev nytårsløbet 2025 indledningen til en årlig tradition i Ringkøbing. Det satser vi på, siger købstadschef Caroline Byg Ejstrup.

Bobler og samarbejde

Efter nytårsløbet var Meny i Søndervig vært for servering af bl.a. bobler og kransekage til deltagerne. På den måde blev nytårsløbet for købmand Thomas Hansen en slags ”fortræning” til den store vinterbadefestival, der samler tusindvis af vinterbadere og tilskuere på årets sidste dag den 31. december i Søndervig for enden af Badevej. Her serverer Meny også bobler og kransekage til deltagerne.

Men det var nu med et andet formål end fortræning med at åbne og servere bobler, at Thomas Hansen og Meny var på Torvet i Ringkøbing til nytårsløbet.

- I forbindelse med bl.a. møder om udvikling af turismen i vores del af landet har jeg mødt købstadschef Caroline Byg Ejstrup flere gange. Vi ser det som meget vigtigt, at vi til fælles bedste samarbejder og ”spiller” med hinanden, herunder at deltage i hinandens arrangementer. Uanset om vi har udgangspunkt i Ringkøbing eller i Søndervig, skal vi vise flaget og vise omverdenen, at vi kan og vil samarbejde, understregede Thomas Hansen, da han var i gang med at åbne boblerne til deltagerne i nytårsløbet i Ringkøbing.

 

  Ringkøbing Handelsforening arrangerede Nytårsløbet 2025 i samarbejde med ROFI Løbeklub. På billedet ses før starten på løbet købstadschef Charlotte Byg Ejstrup sammen med ROFI Løbeklubs formand, Kristian Fredenslund (th), og medlem af løbeklubbens udvalg, Søren Nørkjær, der var toastmaster. 
Tre friske piger fra Videbæk deltog i nytårsløbet. Det er fra venstre Dorte Søndergaard, Maiken Kjærgaard og Ulla Fløe. Dorte og Maiken løb 5 km, mens Ulla tog 10 km ruten. For Dorte og Maiken blev nytårsløbet også en slags fortræning til Royal Run i Ringkøbing 2. pinsedag 2026, som de begge har meldt sig til.  
  Jens Nygaard, der også til daglig er aktiv i ROFI Løbeklub, tog 10 km ruten i nytårsløbet.
Så er starten gået til Nytårsløbet 2025 fra Torvet i Ringkøbing.  
  Købmand Thomas Hansen fra Meny i Søndervig stod for servering af bobler til deltagerne i nytårsløbet. 
Ringkjøbing/Hof Big Band spillede på Torvet i forbindelse med nytårsløbet.  
  Kransekage til deltagerne i nytårsløbet. Godt nytår!