Morgengymnastik på stranden - med vejret som en udfordring


Trods ind imellem ugunstige vejrforhold gennemfører ROFI morgengymnastik hver dag i fire sommerferieuger på stranden i Søndervig

Det danske sommervejr kan være omskifteligt. Det har sommeren 2023 indtil nu været et eksempel på. Juli har med blæst, regn og ret lave temperaturer været en såkaldt ”udfordring”. Også for den gratis morgengymnastik, som Holmsland Klit Turistforening med ROFI som tovholder arrangerer hver dag i fire sommerferieuger på stranden for enden af Badevej i Søndervig fra kl. 9 og en time frem.

- Jo. Vejret har indtil nu i den grad været en udfordring for os og for de mange, der gerne vil starte dagen med god motion i et godt fællesskab på stranden. Der har været dage, hvor vi på grund af vejret kun har været seks deltagere. Der har været et par dage, hvor vi har været nødsaget til at afbryde gymnastikken undervejs, fordi vi har været gennemblødte af regn. Men der har da også været nogle enkelte gode dage, hvor vi har haft morgensol og høj himmel, fortæller Berit Simonsen, der er en af ROFIs instruktører ved morgengymnastikken.

En dejlig sommermorgen

Netop den dag (torsdag den 24. juli), hvor vi havde valgt at tage temperaturen på morgengymnastikken på stranden for enden af Badevej i Søndervig var en dejlig sommermorgen med alt, hvad det indebærer ved Vesterhavet. Høj sol, blå himmel, en let brise, udsyn, skum toppe på bølgerne – og i år også med udsigt til, at man er i gang med at sætte Vesterhav Syd vindmøllerne op i det fjerne.

Den dag samlede morgengymnastikken godt 60 deltagere. Blandt dem var Kerstin og Henrik Gylling. De bor i Skanderborg, hvor hun arbejder som farmakonom og han som leasingkonsulent i Vestjysk Bank. De har sommerhus i Klegod og er på den måde geografisk ret tæt på morgengymnastikken i Søndervig. Til daglig er ægteparret Gylling meget fysisk aktive hjemme i Skanderborg – med bl.a. fitness. I vinterperioden går de til standarddans sammen. Og Henrik dyrker boksning og er fitnessinstruktør i en andelsboligforening.

En super god idé

- Det er en super god idé med morgengymnastik på stranden i disse fantastiske omgivelser, i et godt fællesskab og med det flotte vejr, vi har i dag. Det er en god måde at holde træningen vedlige på i ferien, og det giver os også god inspiration til vores fitness hjemme i Skanderborg, fortalte Kerstin og Henrik Gylling.

Kirsten Blaabjerg, der bor i Århus, men tidligere har boet i Videbæk, har også sommerhus i området – i Houvig, hvorfra hun cykler til morgengymnastikken på stranden i Søndervig.

- Jeg har været med alle de år, hvor der har været gymnastik på stranden. Det er en fantastisk måde at starte dagen på, og jeg håber, at det fortsætter, siger Kirsten Blaabjerg.

Selv om vejret i denne sommer har været noget af en udfordring for strandgymnastik, så er instruktør Berit Simonsen glad for, at der trods alt er mange, der bakker op om arrangementet.

- Naturens luner kan vi jo ikke gøre noget ved. Dem, der møder op, er rigtig glade for vores tilbud. Og det er jo årsagen til, at vi gerne vil bruge hver morgen i fire sommeruger på at give folk en god oplevelse. De fleste af deltagerne er folk, der på den ene eller den anden måde er på ferie i området, men det er dejligt at se, at mange af dem, som går på fitnesshold i ROFI-Centret i Ringkøbing til daglig, også møder trofast op, siger Berit Simonsen, der har været med som instruktør i syv af de otte år, hvor ROFI har stået for morgengymnastikken for enden af Badevej.

Ud over Berit har tre andre instruktører fra ROFI på skift været med til at lede gymnastikken. Det er lederen af ROFIs Fitnesscenter, Ulla Birkmose, samt Pernille og Ida. Fredag den 4. august er sidste dag i denne omgang.

 

  Morgengymnastik med havudsigt i Søndervig. 
Kirsten Blaabjerg fra Århus har været med til morgengymnastik i Søndervig i alle de otte år, tilbuddet har eksisteret.  
  Med elastik som redskab og højt til himlen ved Vesterhavet.
Berit Simonsen i gang med inspirerende instruktion til morgenmotion.  
  Rytmiske Frederik. Morgengymnastikken i Søndervig er for folk i alle aldre. Også for 3-årige Frederik, der var på strandtur sammen med sine forældre og søskende. Det var tydeligt at se på ungersvenden fra Roskilde, at han har rytmik i børnehaven derhjemme. 
Der er inspirerende musik til gymnastikøvelserne på stranden.  
  – Det er en super god idé, siger Kerstin og Henrik Gylling, der her er i front med en af øvelserne.
Kerstin og Henrik Gylling fra Skanderborg efter afsluttet morgengymnastik denne torsdag ved Vesterhavet.  
  Tak for i dag Søndervig og Berit.