Leo Andersen, der driver Galleri 63 på Vellingvej syd for Ringkøbing, er kunstneren bag værket af Tage Carlsen i ROFI-Centret
- Jeg har altid haft det godt med at opsøge og få nye udfordringer, siger kunstneren Leo Andersen, der - ud over at være udøvende kunstner med mange udtryksformer – driver Galleri 63 på Vellingvej lidt syd for Ringkøbing.
Den seneste udfordring har Leo Andersen et helt særligt forhold til. ROFI bad ham om at skabe et kunstværk til ophængning i ROFI-Centret som et varigt minde om foreningens formand gennem 40 år, Tage Carlsen, der døde i slutningen af 2025. Kunstværket blev afsløret i forbindelse med ROFIs generalforsamling den 26. marts 2026.
- Jeg har kendt Tage igennem 50 år. Vi spillede f.eks. badminton mod hinanden i ROFI-Centret i rigtig mange år. Min kone, Jenny, og jeg og Inger og Tage Carlsen er kommet privat sammen igennem alle de mange år. Især derfor var det en særlig udfordring for mig at skulle udtænke ideen til og skabe et kunstværk af Tage. Jeg er taknemlig for at have fået opgaven, og jeg er også selv ret godt tilfreds med både processen og det færdige resultat, siger Leo Andersen.
Leo har gennem årene fået mange opgaver og har sat mange markante spor med sin kunst i det offentlige rum på Ringkøbing-egnen. Nævnes kan f.eks. ”Atlantis” i Ringkøbing Havn, ”Cyklus” ved Slusen i Hvide Sande, ”Livstræet” på gavlen i boligforeningen Kronager i Ringkøbing, ”Samvær” foran indgangen til Ringkøbing Plejehjem og skulpturen ”Blomstrende cylinder” ved Maskinfabrikken Lind Jensen i Højmark. Han har eksempelvis også lavet adskillige udsmykninger i udlandet, bl.a. i Estland.
Leo er oprindelig uddannet bygningssnedker, arbejdede i en årrække i firmaet Gert S. Andersen i Ringkøbing og var tekniker på Ringkøbing Sygehus, inden han for ca. 30 år siden valgte livet som kunstner på fuldtid og etablerede eget galleri – Galleri 63. Ud over at præsentere egne værker i galleriet har Leo Andersen i årenes løb også lagt hus til udstillinger af andre lokale kunstnere og i perioder også med kunstnere fra udlandet.
Målt i antal er det som malende kunstner, at Leo Andersens værker fylder mest i en myreflittig produktion. Men hans kunst har både mange andre udtryksformer og i mange forskellige materialer – f.eks. træ, moseeg, rustfrit stål og kobber. Og netop kobber har han valgt til det kunstværk af Tage Carlsen, der nu hænger i foyeren i ROFI-Centret.
Leo Andersen nærmer sig i alder efterhånden de 78 år, men han har bestemt ikke tænkt sig at lægge udfordringerne som skabende kunstner på hylden. Det har hans kone, Jenny, det også rigtig godt med, for som hun siger: - Han kan simpelthen ikke holde ud ikke at have et eller andet at rive i!
![]() |
Leo Andersen i Galleri 63 med nogle af de mange billeder, der bl.a. vidner om, at han er en meget produktiv kunstner. |
| På grund af tåge var Ringkøbing Fjord ikke synlig denne martsdag i 2026, da dette foto blev taget ved bopælen på Vellingvej. Men Leo lægger ikke skjul på, at den daglige nærhed til fjorden betyder meget for ham – også i hans kunst. | ![]() |
![]() |
Leo Andersens kunstværk af Tage Carlsen, før det blev hængt op på sin blivende plads i ROFI-Centrets foyer. Værket, der er lavet i kobber, symboliserer, at Tage var født i Tvillingernes tegn. I midten en stregtegning af ROFI-Centret, som blev til med ham som primus motor. I bunden af billedet er der symboler på ”fødsel” og ”død” og med livslinjer imellem i forskellige farver. |