Klokken lidt i 17 dukkede Peter og Martin op til folketingsvalg den 24. marts i ROFI-Centret, der er det største valgsted i Ringkøbing-Skjern Kommune. De fik dog ikke lov til at afgive deres stemmer. Det var der en helt naturlig forklaring på, da Peter, 10 år, og Martin, 7 år, endnu ikke har stemmeret.
Det har deres far, Esben Nørby, til gengæld haft i adskillige år. Esben, der arbejder som netværksingeniør i Siemens i Brande og bor med sin familie på Humlemarken i Ringkøbing, afgav sin stemme i ROFI-Centret. Han tog sønnerne med til valgstedet, for at de kunne få en lille fornemmelse af, hvordan sådan noget foregår.
- For mig er det vigtigt at stemme ved valgene. Det er en del af vores demokrati. Den fornemmelse vil jeg også gerne give videre til mine børn, understregede Esben Nørby, som vi mødte, efter at han havde sat sit kryds,
Omkring 5.000 mennesker afgav deres stemmer på denne valgdag i ROFI-Centret. Den blev i løbet af dagen styret af ca. 30 valgtilforordnede, der havde en lang dags arbejde fra tidlig morgen, før afstemningen startede kl. 8, indtil alle stemmer var talt op langt hen på aftenen. På den måde fungerede demokratiet på bedste vis – vælgerne mødte op i stort tal, og der var mange, der var valgt til at sørge for, at alt gik ordentligt til. 84,3 pct. af alle stemmeberettigede i Ringkøbing-området satte deres kryds i ROFI-Centret.
![]() |
Esben Nørby havde taget sønnerne Peter og Martin med til afstemningen i ROFI-Centret. |
| Her har Birgitte Gyldenberg, der bor på Ahornvej i Ringkøbing, netop lagt sin stemmeseddel i boksen. Hun ses sammen med Per Axelsen, der var en af de tilforordnede, der klarede den praktiske afvikling af valget i ROFI-Centret. | ![]() |
![]() |
Jørgen Højgaard var formand for de tilforordnede på valgdagen i ROFI-Centret. |
| Godt humør på valgdagen i ROFI-Centret, hvor byrådsmedlem Jens Erik Damgaard og borgmestersekretær Charlotte Coles var to af de i alt ca. 30 tilforordnede, der klarede den praktiske afvikling af valget. | ![]() |