Fra Aktiv Senior i ROFI til Royal Run med Frederik


Jørn Møller Sørensen, der er en af tovholderne på Aktive Senior i ROFI, fejrer sin 70-års fødselsdag med at deltage i Royal Run 2. pinsedag

Den 29. maj (2. pinsedag) 2023 runder Jørn Møller Sørensen de 70 år. Han markerer sin fødselsdag med samme dag at deltage i Royal Run løbet i Herning sammen med over 15.000 andre deltagere - med Kronprins Frederik i spidsen.

Jørn, der bor på Færøgade i Ringkøbing, har tilmeldt sig løbets 5 km rute sammen med barnebarnet Kristine på 10 år og hendes forældre, Line på 43 år og Tonni på 49 år. Storebror Jonas løber 10 km sammen med nogle kammerater. Familien bor i Hee.

På grund af sin ansættelse i Hjemmeværnet har der været krav om, at Jørn til stadighed skulle være i god fysisk form. Det har han gennem årene gjort ved at løbe meget. Dog blev det sat på en ufrivillig pause, da han i september sidste år måtte igennem en operation for kræft i den ene nyre. Operationen var vellykket, men det krævede tid at komme til kræfter efter operationen. Det har han nu lagt bag sig og er i fuld gang med at træne sig i form til Royal Run.

Yoga og Aktive Senior

Jørn Møller Sørensen er en af tovholderne på den praktiske afvikling af Aktive Senior 60 plus i ROFI hver onsdag formiddag i efterårs- og vinterperioden. I løbet af et par timer kan deltagerne både med instruktører, alene og i grupper benytte sig af alle faciliteter og aktiviteter i ROFI-Centret – i et godt socialt samvær. I den forløbne sæson har der været mellem 50 og 60 deltagere hver onsdag.

- Jeg har brugt yoga som et af virkemidlerne i den periode, hvor jeg skulle restituere mig efter kræftforløbet. Det kan jeg varmt anbefale. Ud over at være en del af det gode sociale samvær bruger jeg fysisk især aktiviteten spinning som min træningsform i Aktive Senior. Det får i den grad pulsen op. Nu kan jeg mærke, at min kondi efterhånden igen er ved at være oppe på normalt niveau – i betragtning af alderen. Fra nu af og frem til Royal Run vil jeg jævnligt bruge et af løbebåndene i ROFIs fitnesscenter til at komme i god løbeform, understreger Jørn Møller Sørensen.

Tæt på Frederik - og
med Mary som elev

Han har haft en lang karriere med topposter som garnisonskommandant, regionschef og oberst i Hjemmeværnet. Jørn har gennem årene bl.a. været Chef for Hjemmeværnsskolen i Nymindegab og Chef for Totalforsvaret i Region Midtjylland med base i Skive. Via posterne i Hjemmeværnets ledelse har han ofte været på tæt hold af den kongelige familie. Så det er langt fra helt nyt for Jørn at skulle være i selskab med Kronprins Frederik ved Royal Run i Herning.

- I mine år som Chef for Totalforsvarsregion Midtjylland var det en fast del af mit ansvarsområde at repræsentere Forsvaret, når de kongelige var på besøg inden for mit geografiske ansvarsområde. På den måde har jeg flere gang mødt bl.a. Kronprins Frederik. Det tætteste var dog, da jeg i 2009 var i audiens på Christiansborg for at sige tak for modtagelsen af Kommandørkorset. Det var kronprinsen, der tog imod den dag. Vik fik bl.a. en god snak om vores soldatertid.

Samtalen trak vist nok længere ud, end hvad normalt er. Men det skyldtes især, at vi kom til at snakke om Kronprinsesse Marys karriere i Hjemmeværnet. Jeg havde som Chef for Hjemmeværnsskolen ansvaret for hendes og hendes hofdames grunduddannelse i værnet. Den blev gennemført i Jægersprislejren som et hurtigt og meget koncentreret forløb. Kravet var dog, at samtlige kontroller og tests skulle gennemføres og bestås på samme vilkår som alle andre elever, der bliver optaget i Hjemmeværnet. Det gjorde både Marry og hendes hofdame med bravur. De var begge i den grad skarpe i opfattelsen og koncentrerede i deres uddannelse, husker Jørn Møller Sørensen.

Og så skal de spise pizza

Nu skal Jørn så være sammen med Kronprins Frederik igen – til Royal Run i Herning.

- Men jeg kommer nok ikke så tæt på ham som sidst. Kronprinsen skal vist nok kun løbe en mil (1,6 km), da han skal videre til de øvrige værtsbyer i Royal Run (Aabenraa, Nyborg, Nykøbing Falster og København/Frederiksberg), mens vi skal løbe 5 km. Kristine, Line, Tonni og jeg tager ruten i et adstadigt tempo, der passer godt til en 70-årig, der er ved at komme op i gear igen, og til en 10-årig, der får medicin mod astma. Bagefter skal vi spise pizza sammen, siger Jørn med et smil, der afslører, at han glæder sig!

Hvad angår Aktive Senior i ROFI, så er sæsonen afsluttet. Men den starter igen i sensommeren 2023.

 

  Jørn Møller Sørensen bruger bl.a. et af løbebåndene i ROFIs fitnesscenter til at komme i god løbeform til Royal Run 2. pinsedag i år. 
Jørn Møller Sørensen i Hjemmeværnets selskabsuniform – smoking versionen. Han bærer Kommandørkorset om halsen under sin butterfly. På venstre side af brystet er der fire medaljer (miniature versioner til selskabsbrug). De er: Forsvarets hæderstegn. Hjemmeværnets fortjensttegn. En medalje for at have gennemført Nijmegenmarchen i Holland 11 gange a 4 x 40 km march på fire dage og max. 11 timer pr. dag. Og en medalje for at være cykelordonnans for et hold med mindst 11 deltagere under Nijmegenmarchen. I midten mangler der en estisk medalje, som ikke findes i miniature.