Forår i ROFI Petanque er som køer der lukkes på græs


Hver tirsdag og torsdag eftermiddag fra kl. 14 spilles der petanque på banerne ved ROFI-Centret

Når køer lukkes ud på græs efter en lang vinter i stalden, er de i den grad i hopla. Lidt af den samme følelse har petanquespillerne i ROFI, når de nu efter nogle ugers lukning i vinter på grund af Corona-restriktioner atter kan være sammen om spillet på banerne ved ROFI-Centret. Humøret stiger betragteligt.

- Det er tydeligt at mærke på vores medlemmer, at de har glædet sig til at komme i gang igen under nogenlunde normale vilkår. Der er naturligvis stadig retningslinjer, vi skal overholde på grund af coronaen, bl.a. afstand og afspritning, og det gør vi. F. eks. holder vi også forskudt kaffepause, så vi ikke samles for mange i vores klubhus, understreger formanden for ROFIs petanqueudvalg, Erik Lauridsen.

Fra den 1. april til og med oktober spilles der fast hver tirsdag og torsdag eftermiddag med start kl. 14. Den første tirsdag og den tredje torsdag i hver måned afvikles en intern turnering for medlemmerne.

- Vi spiller naturligvis altid for at vinde, men vi kan godt tåle at tabe. Det vigtigste for os er sammenholdet, det gode sociale samvær og det gode humør. Sidste år var vi oppe på 65 medlemmer i ROFI Petanque. For øjeblikket er vi knap 50 medlemmer, men vi håber, at vi i løbet af sæsonen kan nå mindst sidste års medlemstal. Alle og i alle aldre er meget velkomne, siger Erik Lauridsen.

Læs mere om ROFI Petanque her

 

  Petanquespillere med afstand på banerne ved ROFI-Centret før dagens spil. På billedet, der er taget en af de sidste dage i marts, ses formanden for ROFIs petanqueudvalg, Erik Lauridsen, som nr. 2 fra venstre. 
Flemming Jakobsen klar til dagens første kast med kuglen.  
  Det sociale samvær er det vigtigste, men det drejer sig altså også om at vinde. Her studeres der, hvilke kugler der ligger nærmest ”grisen”.
Målebåndet må ofte tages i brug for at være sikker på, at retfærdigheden sker fyldest.