Den sidste optakt til Royal Run i Ringkøbing


ROFI-Centret var ramme om den sidste ”Træn med” event i Ringkøbing-Skjern Kommune før Royal Run i Ringkøbing 2. pinsedag

I de seneste måneder har der rundt i centerbyerne i Ringkøbing-Skjern Kommune været ”Træn med” events som optakt til Royal Run i Ringkøbing 2. pinsedag, hvortil i alt 10.000 har meldt sig som aktive deltagere til tre ruter – en one mile (1,6 km), en 5 km og en 10 km rute. Efter events i Tarm, Skjern, Videbæk og Hvide Sande var turen søndag formiddag den 10. maj kommet til Ringkøbing, hvor ROFI-Centret stod som arrangør.

Uanset om man har været så heldig at komme igennem køen og har fået startnummer til Royal Run eller ej, så har ”Træn med” arrangementerne været åbne for alle – med fokus på bevægelse, fællesskab og Royal Run stemning. Ca. 125 var mødt op til den sidste optakt i Ringkøbing. Med start og mål ved ROFI-Centret kunne deltagerne vælge imellem en one mile rute, der kom omkring Ringkøbing Skole, og en 5,5 km rute, der bl.a. kom omkring Ringkøbing Svømmehal, Alkjær Lukke og Rindum Kirke.

Her er glimt fra ”Træn med” arrangementet ved ROFI-Centret:

 

  Lederen af ROFIs fitnesscenter, Ulla Birkmose, stod for opvarmningen af deltagerne i ”Træn med” eventen. Opvarmningen foregik på parkeringspladsen foran ROFI-Centret, hvor der også var start og mål for deltagerne. 
Jesper Hansen, der bor i Herning, men har en lejlighed i Hvide Sande deltager på 5 km ruten ved Royal Run i Ringkøbing 2. pinsedag. Han brugte ”Træn med” arrangementet ved ROFI-Centret til at pudse formen af til den store dag. Her ses han sammen med sin kone, Erine Andersen, og hunden Koda, før han begav sig ud på 5,5 km ruten.  
  ”Træn med” eventen i Ringkøbing var for alle og i alle aldre – også for Karla, der her giver den gas under opvarmningen.
Et udsnit af deltagerne i eventen i gang med opvarmningen ved ROFI-Centret.  
  Unge Lærke Hvid Damgaard gennemførte sit første længere løb nogensinde i flot stil, da hun var med på one mile ruten sammen med mor, Anna Hvid Damgaard. Her ses mor og datter sammen med Knud Andersen, der som en af de frivillige officials ved arrangementet uddelte medaljer til deltagerne. Lærke og Anna skal ikke med til Royal Run, men de skal helt sikkert med som tilskuere 2. pinsedag, understregede de. 
Det var på Mors dag den 10. maj, at mor Alice Krarup og datter, Sidsel Krarup, deltog i eventen ved ROFI-Centret. Her tog de ruten på one mile (1,6 km). Den skal de også med på ved Royal Run 2. pinsedag.  
  Der var gratis grillpølser til alle, der deltog i ”Træn med” ved ROFI-Centret. En af ROFIs frivillige, Jesper Larsen, stod for serveringen.
Der var medaljer til alle, der gennemførte ruterne – også til hunden Cody, der var med på one mile.