Benjamin til folkeafstemning


19-årige Benjamin Ramballe var en af de mange vælgere, der mødte op i ROFI-Centret til folkeafstemningen om EU-forsvarsforbeholdet

19-årige Benjamin Ramballe var til sin første folkeafstemning, da der den 1. juni skulle stemmes om EU-forsvarsforbeholdet. Benjamin, der stammer fra Århus, men nu går i 2. g på Det Kristne Gymnasium i Ringkøbing, havde ROFI-Centret som afstemningssted.

- Med det samfund og det demokrati, vi har i Danmark, så synes jeg faktisk, det er lidt af en borgerpligt at møde op og stemme, når der udskrives valg. I gymnasiet har vi i samfundsfag snakket en del om folkeafstemningen, og hvad den handler om. Der er jo fordele og ulemper, så det har været lidt svært at finde frem til min personlige holdning til ja eller nej, men nu har jeg i hvert fald sat mit kryds og gjort min pligt, sagde Benjamin til ROFIs udsendte, efter at han havde stemt.

Folkeafstemningen var dog ikke første gang, at han deltog i et valg i ROFI-Centret. Han mødte også som førstegangsvælger op og satte sit kryds ved kommunal- og regionsrådsvalget i november sidste år.

7.133 borgere havde som Benjamin muligheden for at stemme i Ringkøbing. 381 afgav på forhånd en brevstemme. Ca. 4.500 mødte op for at stemme i ROFI-Centret, der er det største af de i alt 25 afstemningssteder i Ringkøbing-Skjern Kommune. Stemmeprocenten i Ringkøbing var 67,5.

3.333 borgere (69 pct.) i Ringkøbing stemte ja til at afskaffe forsvarsforbeholdet. 1.498 (31 pct.) stemte nej.

 

  Jørgen Højgaard var under folkeafstemningen formand for valgbestyrelsen i ROFI-Centret. 
Benjamin Ramballe, efter at han havde sat sit kryds ved folkeafstemningen i ROFI-Centret.