- Jeg har ikke været med i Ringkøbing før, men det har i den grad været det hele værd at køre langt efter. Det er en stor gave, at der er arrangementer af den art for os krigsveteraner.
Understreger Anders Sylvest, der bor i Slangerup på Sjælland. Han var i weekenden den 8.-10. maj en af ca. 40 deltagere i DIF Soldaterprojekts sports camp i ROFI-Centret. Her var de indkvarteret i centrets vandrerhjem Danhostel og kunne frit bruge alle faciliteter i centret og Ringkøbing Svømmehal til motion, idræt og socialt samvær – med instruktører fra ROFI til en del af aktiviteterne.
Anders var i 2011 udstationeret i Afghanistan som ambulancegruppefører. Efterfølgende fik han konstateret PTSD (Post Traumatisk Stress Syndrom) og er i dag førtidspensionist.
Danmarks Idrætsforbunds Soldaterprojekt henvender sig med sine tilbud til krigsveteraner som Anders Sylvest. Projektet anvender idræt som middel til at hjælpe fysisk og psykisk skadede veteraner, så de inspireres og støttes til at finde tilbage til et selvstændigt og meningsfuldt liv, skaber sociale netværk og over tid indgår i den almindelige foreningsidræt i den enkeltes nærområde.
Det er langt fra første gang, at DIF Soldaterprojekt har arrangeret sports camp for fysisk og psykisk skadede veteraner over en weekend i ROFI-Centret. Faktisk har DIF nu brugt centret til formålet i knap 10 år. Det har lederen af sports campen i år, Jonas Wahlgreen, denne forklaring på:
- Vi har booket hele vandrerhjemmet til overnatning. Vi kan benytte alle faciliteter i hallerne og multisalen, har instruktører fra ROFI til en del af aktiviteterne, bliver bespist i hele weekenden og får i det hele taget en fantastisk god service. Det er – bortset fra svømmehallen – samlet under ét tag, og vi har mere eller mindre det hele for os selv. Det betyder meget for de sociale fællesskaber og den tryghed, som er særligt vigtig for vores veteraner. Derfor kommer vi igen år efter år, understreger Jonas Wahlgreen.
Anders Sylvest havde sin hund – en tre måneder gammel hvalp af racen Sort Spids med navnet Loki - med til sports campen i ROFI-Centret.
- Jeg bor alene og har allerede meget glæde af den. Loki er nu blevet min tro følgesvend. Den er ved at blive trænet til servicehund for mig. F.eks. skal den lære at tolke de situationer, hvor jeg har det skidt, og så skal jeg lære sammen med den at forholde mig til og tackle det. Den bliver en stor støtte i min dagligdag, understreger Anders Sylvest.
![]() |
Søndag den 10. maj var der ved ROFI-Centret den sidste ”Træn med” event forud for Royal Run i Ringkøbing 2. pinsedag. Valdemar Stengaard (tv), Klaus Simoni og Jonas Wahlgreen (th) fra DIFs Soldaterprojekt, der havde sports camp i ROFI-Centret samme weekend, benyttede sig af muligheden for også at være med i det lokale arrangement. De tre var ude på ruten one mile denne søndag formiddag. Jonas Wahlgreen var leder af årets DIFs sports camp i ROFI-Centret. |
| Krigsveteran Anders Sylvest fra Slangerup havde sin dejlige hvalp, Loki, med til DIFs Soldaterprojekts sports camp i ROFI-Centret. | ![]() |