Dansk Firmaidræt har barslet med en ny strategi, som skal være med til at fremme og udvikle firmaidrætten på landsplan. ”Strategi 2027: Vi sætter kursen” er overskriften på det nye initiativ, som ROFI lokalt i det vestjyske er i gang med at føre ud i livet.
- Det er ikke bare et dokument i en skuffe, men et aktivt værktøj til at fremtidssikre ROFI, understregede ROFIs formand, Henrik From, i sin beretning på foreningens generalforsamling den 26. marts i ROFI-Centret.
- I det forløbne år har vi ROFIs bestyrelse sat fokus på tre spor i ”Strategi 2027”:
Relevans for erhvervslivet: Vi skal være den foretrukne partner, når lokale virksomheder vil styrke trivslen. Det gode medlemsliv: Det skal være nemt og motiverende at dyrke motion hos os – uanset om man er til f.eks. walkathon eller yoga. Synlighed: Vi skal blive endnu bedre til at fortælle de gode historier om, hvad ROFI-Centret og foreningen kan tilbyde, sagde Henrik From.
Og han tilføjede: - Ingen strategi kan dog føres ud i livet uden mennesker. Hvis der er én ting, der har imponeret mig som ny formand, så er det den enorme frivillige indsats, der bærer ROFI. Uden de mange hænder, instruktørerne på gulvet og de trofaste hjælpere bag kulisserne, ville vi ikke kun drive en forening af denne størrelse. I en tid, hvor frivillighed mange steder er under pres, mærker jeg i ROFI en særlig stolthed og et ejerskab, som vil skal værne om, understregede Henrik From, der takkede de mange frivillige og instruktører, der uge efter uge sikrer, at ROFI har et aktivt og socialt foreningsliv.
I forlængelse af denne del af beretningen udtalte Henrik From mindeord om ROFIs mangeårige formand, Tage Carlsen, der døde i slutningen af 2005:
- Tage var ikke blot en formand. Han var en institution i ROFI. Hans utrættelige indsats gennem årtier har været fundamentet for den forening og det center, vi kender i dag. Tage mødte altid opgaven med både ordentlighed og et bankende hjerte for fællesskabet, og hans betydning for firmaidrætten i Ringkøbing kan ikke overvurderes. Vi skylder Tage en stor tak for hans enorme livsværk, og vi vil ære hans minde ved at føre ROFI videre i den ånd, han stod for, sagde Henrik From.
![]() |
Omkring 30 af de mange frivillige i ROFI var mødt op til generalforsamlingen i ROFI-Centret. Her ses et udsnit af forsamlingen, der lytter til årsrapporten fra foreningens formand, Henrik From. |