ROFI vil være et lokalt center for parasport


Borgermøde den 7. oktober i ROFI-Centret om nye faciliteter til sport for personer med fysisk handicap og en mere fleksibel indretning og modernisering af centrets hal 2

Der er i Ringkøbing-Skjern Kommune og omkring liggende kommuner stort set ingen indendørs faciliteter, der er særligt indrettede til, at personer med fysisk handicap kan dyrke deres sportsgrene i større stil. Parasport har trange vilkår i vores del af landet. Det vil ROFI nu gøre noget ved.

Lige nu er et udvalg under ROFI i gang med at konkretisere ideer til og lave projekter for, hvordan ROFI-Centret kan blive et lokalt center for parasport (sport for personer med fysisk handicap) og på sigt også for Special Olympics (sport for personer med udviklingshæmning). Planerne, der samtidig indebærer en gennemgribende modernisering og en mere fleksibel udnyttelse af ROFI-Centrets hal 2 (ROFIs første hal fra 1975), vil blive præsenteret på et borger- og brugermøde i ROFI-Centret onsdag den 7. oktober kl. 19.

Her startede ideen

I kælderen under hal 2 dyrkes en af de store sportsgrene i ROFI – skydning. Rigtig mange dyrker denne sportsgren, men adgangsvejen – en stejl trappe - til skydekælderen er langt fra handicapvenlig for kørestolsbrugere og gangbesværede.

- Vi har længe arbejdet med ideer til, hvordan vi kan gøre adgangen til skydekælderen mere handicapvenlig, og hvordan det kan finansieres. Det var i første omgang udgangspunktet for de ideer om nye faciliteter for parasport generelt, som vi arbejder med nu. Dertil kommer, at hal 2 i centret i den grad trænger til en modernisering, bl.a. med et nyt gulv, og at der fra forskellig side er ønsker om en mere fleksibel udnyttelse af hal 2. F.eks. har Ringkøbing Basketballklub ytret ønske om, at de gerne vil spille i ROFI-Centret. Det kræver nye og mere tidssvarende faciliteter, end vi kan tilbyde i dag. I øvrigt er basketball jo den største holdsport for kørestolsbrugere. Rugby for kørestolsbrugere er en anden stor sportsgren i parasport. Så alene de to sportsgrene kræver et nyt gulv i hal 2, siger daglig leder af ROFI-Centret, Per Lange Andersen.

Han udgør sammen med Henrik From og Carsten Ege Møller, der begge er kørestolsbrugere, det udvalg, der nu er i gang med at konkretisere ideer til og få udformet skitseprojekter til, hvordan det lokale center for parasport og en mere fleksibel udnyttelse og modernisering af hal 2 kan gå op i en højere enhed. Og hvordan finansieringen af det samlede projekt, som tænkes ført ud i livet i etaper, kan finansieres.

Ideer, projekter og finansiering

- Vi har præsenteret ideen om et lokalt center for parasport i ROFI-Centret for bl.a. Parasport Danmark, der er meget begejstret for ideen. Det er også vores indtryk, at Ringkøbing-Skjern Kommune og en række foreninger i området gerne vil være medspillere. Hvad angår finansieringen, vil vi søge en række fonde – f.eks. Nordea Fondens pulje ”Vores Egn” – og andre sponsorer. Vi håber også, at Ringkøbing-Skjern Kommune vil bidrage i en eller anden form, og ROFI vil naturligvis også selv bidrage til finansieringen, understreger udvalget.

Alle er velkomne til det borger- og brugermøde, der holdes i ROFI-Centret onsdag den 7. oktober kl. 19.

- Vi vil invitere lokale foreninger i alle afskygninger, politikerne i Ringkøbing-Skjern Kommune og naturligvis også ROFIs egne aktivitetsudvalg til mødet. Vi håber, at rigtig mange vil møde op, give deres besyv med og komme med ideer til, hvordan de synes, at det samlede projekt kan forme sig. Vi vil meget gerne hurtigt i gang med at føre ideer til handling, siger Per Lange Andersen, Henrik From og Carsten Ege Møller.

 

  ROFIs udvalg, der arbejder med ideer til og projekter for at gøre ROFI-Centret til et lokalt center for parasport. Fra venstre Henrik From, Per Lange Andersen og Carsten Ege Møller.