Da Michael Aarup - som så ofte før – tog til træning i ROFI Fitness lørdag formiddag den 2. oktober, havde han næppe forventet, at han skulle i romaskine i selskab med Eskild Ebbesen, der bl.a. har været med til at vinde tre OL-guldmedaljer i den legendariske ”Guldfirer” i letvægtsroning. Men sådan blev det - til synligt engagement fra både Michael og Eskild.
Michael Aarup var en af de brugere af fitness i ROFI-Centret, der tog imod Eskild Ebbesens tilbud om instruktion i, hvordan man får det optimale ud af sin træning i romaskinerne i centret. Michael og de andre, der havde fat i årerne under kyndig vejledning af den tidligere topatlet, kommer næppe med til OL i disciplinen, men de fik mange gode tips til, hvordan de i deres dagligdag får det bedste resultat for kondition og krop ved træning i en romaskine.
Og det var netop et af formålene med Eskild Ebbesens besøg i ROFI-Centret. Hovedformålet med arrangementet var dog at høre ham give motivation til en sund livsstil. Den gav han i et foredrag, der strakte sig over halvanden time og var en del af ROFI Fitness’ åbent hus arrangement.
Ca. 75 overværede foredraget, hvor Eskild Ebbesen med både humor og vid krydrede fakta og erfaringer fra bl.a. sit arbejde som idrætsfysiolog med den målrettede virkelighed, der lå til grund for, at han var med til at vinde OL-guld tre gange, OL-bronze to gange, VM-guld seks gange, VM-sølv to gange – og at han i 2017 blev optaget i dansk idræts Hall of Fame.
Mange kender de syv simple regler for en sund livsstil: Ingen rygning. Minimum 30 minutters fysisk aktivitet om dagen. Spis en masse grøntsager. Pas på sukker og få den rigtige fedt i kosten. Undgå stress i længere perioder. Drik højst 14 genstande (mænd) og højst syv genstande (kvinder) pr. uge. Og syv-otte timers søvn i døgnet.
De syv leveregler havde Eskild Ebbesen også med i sit foredrag, men han lagde især vægt på vigtigheden af, at vi forsøger at indrette vores hverdag, så vi lettest muligt når de mål, vi har sat os for den sunde livsstil med f.eks. træning, motion og kost. Det er de små ting i dagligdagen, der er afgørende for, om vi når vores mål. Der kan være forhindringer i dagligdagen, der skal fjernes, for at vi lykkes. Vi skal vælge vores kampe med omhu. Noget af det bedste er at have et hold at træne med eller en træningskammerat. Hvordan bliver vi mere lykkelige? Taknemlighed og optimisme – og nr. 1 på lykkelisten er sociale relationer.
Sådan lød i spredt orden nogle af de mange gode bud fra Eskild Ebbesen. Ifølge lederen af ROFIs Fitnesscenter, Ulla Birkmose, var han en gave til de mange medlemmer, der er kommet tilbage i fitness efter coronaen og foredraget en del af et tilbud til nye medlemmer. Under åbent hus arrangementet var der også mulighed for at prøve at træne på mange af de hold, som ROFI Fitness tilbyder.
Michael Aarup modtager gode råd fra Eskild Ebbesen. |
...og her følger Michael de gode råd og trækker igennem på den rigtige måde. |
En koncentreret tredobbelt OL-guldvinder i romaskine i ROFI Fitness. |