Rundt på veje, stier, gader og stræder i Ringkøbing og omegn kan man i mange af døgnets timer se rigtig mange, der løber. I hurtigt eller mere langsomt tempo. Alene, sammen med et par andre eller i lidt større grupper. Fælles for dem alle er, at de bruger løb som deres foretrukne motion eller i en kombination med andre former for bevægelse, der kan sætte pulsen op.
Omkring 25 af dem, der løber rigtig meget eller jævnligt, er medlemmer af ROFIs Løbeklub. To gange om ugen er der i klubben fællesstart kl. 17.15 til løb i en times tid – torsdage med start fra ROFI-Centret og tirsdage med start fra Hundeskoven. Men hvad får man specielt ud af at være medlem af løbeklubben? Det har formanden for klubben, Tina Storgaard Johnsen, nogle klare svar på:
- Nogle gange kan det måske være lidt af en overvindelse at komme afsted, hvis man skal løbe alene. Så er det en stor fordel at ”blive presset lidt”, når man er med i et større fællesskab om at løbe. I vores klub lægger vi stor vægt på netop det sociale samvær, fællesskab og motivation til at holde gejsten oppe.
For det andet er det vigtigt i vores klub, at alle føler sig velkomne og kan være med – uanset alder, uanset hvilken erfaring man har med at løbe, og uanset hvilke mål man har. Vores medlemmer for øjeblikket spænder i alder fra midt i 30-erne til midt i 60-erne.
For det tredje: I ROFIs løbeklub er vi seks instruktører, der har til opgave at hjælpe medlemmerne med dels at løbe ”rigtigt” i forhold til f.eks. løbeteknik og undgå skader, dels med at motivere dem til at opnå de mål, som hvert enkelt medlem sætter sig. For at tilgodese alle i den sammenhæng opdeler vi hver træningsaften som regel deltagerne i to grupper – de erfarne, og dem, der gerne vil løbe hurtigt, og nybegyndere, der er i gang med at opbygge erfaring. Hver gruppe har deres egne instruktører.
Og så arrangerer vi som klub i løbet af året i øvrigt også forskellige ture udenfor vores lokalområde – dels ture, hvor vi selv tilrettelægger løberuterne med indbygget socialt samvær, dels større events, som vi tilmelder os samlet, understreger Tina Storgaard Johnsen.
Hun arbejder til daglig som projektleder i Vestas i Lem. I fritiden har hun i ca. 15 år dyrket løb i bl.a. ROFIs Løbeklub. Tina er selv et eksempel på, hvordan man kan udvikle sig som løber, hvis man sætter sig som mål at løbe lidt længere end de fleste på mere almindelige ruter i Ringkøbing og omegn. I løbet af i år har hun deltaget i og gennemført fire halvmaraton-distancer (en halvmaraton er på godt 21 km) – den seneste i København i september og tidligere i år i maj I Riga i Letland.
Nic Mitchell, der stammer fra England, men i dag bor sammen med sin mand i nærheden af Højmark, og Kirsten Højris Villumsen, der er selvstændig regnskabskonsulent og bor i Ringkøbing, er to af medlemmerne i ROFIs Løbeklub. Her fortæller de, hvorfor de er glade for at være med:
Nic Mitchell: - Jeg har været med i klubben i syv år – naturligvis for at få god motion, men det vigtigste for mig er det fantastiske sociale fællesskab, vi har i klubben. For øjeblikket er jeg skadet, men jeg cykler gerne fra Højmark for at tage del i den fælles opvarmning. I øvrigt bruger jeg også jævnligt ROFIs fitnesscenter.
Kirsten Højris Villumsen: - Jeg har været med i løbeklubben i 6-7 år. I starten var det med det formål at kunne løbe 5 km i streg uden pauser. Det lærte jeg her på begynderholdet. Jeg satte mig det mål, at jeg ville træne mig op til at kunne løbe en halvmaraton, inden jeg blev 50 år. De første tre nåede jeg inden det runde år. Nu er jeg 55 år og nyder stadig den gode motion, sammenholdet og hyggen i klubben.
![]() |
Formanden for ROFIs Løbeklub, Tina Storgaard Johnsen, i skarp sol foran ROFI-Centret torsdag den 8. oktober kl. 17. Hver torsdag kl. 17.15 starter løbeklubbens medlemmer deres træning fra ROFI-Centret. Hver tirsdag kl. 17.15 startes der fra Hundeskoven. |
| Knud Møller har været med i ROFIs Løbeklub i omkring 15 år. Han er en af klubbens erfarne instruktører, der bl.a. vejleder både øvede og nybegyndere i at løbe rigtigt, så de får mest muligt ud af den form for motion. | ![]() |
![]() |
Nic Mitchell: - Vi har et fantastisk socialt fællesskab i klubben. |
| Kirsten Højris Villumsen: - I klubben lærte jeg bl.a. at løbe fra nul til at kunne klare en halvmaraton. | ![]() |
![]() |
10 af løbeklubbens medlemmer var mødt op til træning denne torsdag aften den 8. oktober, hvor der var start fra ROFI-Centret. |