Modne mænd og friske piger til badminton i ROFI


Med 83-årige Asger Lauridsen som alderspræsident er badmintonsæsonen startet med indtil videre ca. 75 spillere i ROFI-Centret og Tarm Skoles minihal i ROFI Syd

83-årige Asger Lauridsen, der bor på Bygvænget i Ringkøbing, har spillet badminton i rigtig mange år. Ja, så mange, at han har dyrket den sunde motion med ketcher og fjerbold i ROFI, lige siden den første hal stod klar til brug i 1975. I en snes år har han også tidligere været formand for ROFIs badmintonudvalg.

Asger er naturligvis også på banen i den efterårs- og vintersæson 2025-2026, der netop er startet. Bane 4 i ROFI-Centrets hal 2 er i resten af sæsonen besat af Asger og hans makkere i double fra kl. 18-19 – i den samme hal, hvor han startede med at spille badminton i ROFI for 51 år siden.

Gennem årene har Asger Lauridsen haft en del forskellige makkere på samme side og på den anden side af nettet. I efterhånden rigtig mange år har han nu spillet sammen med Lars Frank Nielsen (75 år), Torben Jensen (67 år), Ivan Aarup (72 år) og – som f.eks. den første aften i denne sæson – med unge Henrik Dalgaard (59 år) som afløser for Ivan Aarup.

- Fantastisk motion, hvor vi yder alt for at vinde, godt kammeratskab og socialt samvær – og ingen kamp uden en tredje halvleg, understreger de fire, som vi mødte den første aften i sæsonen mellem kl. 18 og 19 i ROFI-Centrets hal 2.

Her spilles der

Der er mange andre end Asger, Lars Frank, Torben, Ivan og Henrik, der har meldt sig til at spille badminton i ROFI i den nye sæson:

I ROFI-Centrets hal 1 er der baner til spilletider kl. 15-18 og kl. 18-22 hver mandag i sæsonen og hver onsdag kl. 18-22 i centrets hal 2. Omkring 50 spillere har indtil nu meldt sig til badminton i centret, men der er stadig ledige baner at leje.

I ROFI Syd i Tarm spilles der badminton i Tarm Skoles minihal hver mandag kl. 18-20 og hver tirsdag kl. 18-20. Her er der de to aftener foreløbig i alt ca. 25 spillere i den nye sæson, men også her er der stadig ledige baner at leje.

Læs mere om badminton, spilletider og priser her

 

  Modne mænd. Fra venstre Lars Frank Nielsen, Torben Jensen, Asger Lauridsen og Henrik Dalgaard til sæsonens første dyst onsdag aften den 3. september i ROFI-Centrets hal 2. 
Friske piger, der igen i denne sæson spiller badminton sammen i ROFI-Centret. Det er fra venstre Lisbet Søndergaard, Susanne Fjederholt, Lene Rytter og Kirsten Dalsgaard.  
  Badmintonsæsonen er i gang i ROFI i Ringkøbing og i Tarm.
Der skal også være plads til ”tredje halvleg”. Den er fra venstre Asger Lauridsen, Torben Jensen, Lars Frank Nielsen og Henrik Dalgaard i gang med her.