Far, mor og sønnike til morgengymnastik på stranden


Fire ugers gratis morgengymnastik på stranden i Søndervig under ledelse af instruktører fra ROFI er godt i gang

Pelle spiller ungdomsfodbold på eliteplan i klubben Hjortshøj-Egå ved Århus. Pernille er motionsaktiv på især cykel. Michael er efter udsagn en særdeles aktiv sportsmand foran TV-et og i den sammenhæng med sofaen som tryg base.

Men uanset det sportslige niveau og intensitet i motionsvaner, så er der ingen krav om særlige kvalifikationer for at deltage i morgengymnastik på stranden for enden af Badevej i Søndervig. Og det var, hvad Pelle, Pernille og Michael gjorde mandag den 18. juli som en frisk start på dagen i deres ferie i Søndervig.

På den måde tog de tre, der er søn, mor og far fra Århus, men med eget sommerhus i Søndervig, imod et godt tilbud, der tilmed er gratis. I de fire højsommer uger 28-31 (11. juli-7. august) arrangerer Holmsland Klit Turistforening i samarbejde med ROFI gratis gymnastik i en time hver morgen fra kl. 9.00 med instruktører fra ROFI Fitness som tovholdere og ”indpiskere”. Tilbuddet, der efterhånden er blevet en fast tradition hvert år, er til folk i alle aldre – turister, fastboende og andet godtfolk.

For første gang

Denne mandag er det første gang, at Pelle, Pernille og Michael fra Århus deltager i morgengymnastikken på stranden. Og det er ikke sidste gang, understreger de.

- Det er et super godt tilbud. Det er en god måde at starte dagen på og en dejlig naturoplevelse helt tæt på Vesterhavet. Vi møder helt sikkert op igen de næste par dage, fortæller familien fra Århus.

I løbet af de fire uger møder Berit Simonsen fra Ringkøbing også jævnligt op til morgengymnastikken på stranden i Søndervig. Hun har en helt særlig grund til at være der. Berit er nemlig en af de fire instruktører, der på skift står for servicering af de morgenduelige med gode øvelser og god musik til at få sat gang i muskler og blodomløb.

- Jeg glæder mig til at komme herud hver gang, det er min tur til at være instruktør. Her ved Vesterhavet er der ikke to morgener, der er ens. Naturen, vejrliget og havet skifter hele tiden karakter fra den ene dag til den anden, men fælles for alle dage er, at vi som instruktører møder og er sammen med glade mennesker om god motion, understreger Berit Simonsen, der også er formand for ROFIs fitnessudvalg.

I al slags vejr

Specielt så tæt på Vesterhavet kan det danske sommervejr godt være en udfordring for deltagerne i morgengymnastikken, men den gennemføres i al slags vejr.

- I den første uge i år har vi været udfordret af kraftig blæst. Jeg kan ikke mindes, at det har blæst så meget i en hel uge. Men bliver den for hård, kryber vi i ly bag en bunker og gennemfører gymnastikken dér. Vi lader os ikke begrænse af vejret, men tager det som en ekstra udfordring, siger Berit.

Trods den meget blæsende første uge var der i gennemsnit godt 30 deltagere til morgengymnastikken hver dag – med over 50 deltagere som højdespringeren. Mandag morgen den 18. juli, da ROFIs udsendte kiggede med, var der 33 deltagere.

 

  Berit Simonsen for fuld udblæsning som instruktør i morgengymnastikken på stranden i Søndervig. 
Der er smil på og intensitet i morgengymnastikken på stranden.  
  Elastik er en god hjælper til motionen – også for unge fodboldben fra Hjortshøj-Egå ved Århus.
Jubel ved Vesterhavet efter en god gang morgengymnastik mandag den 18. juli.  
  Mor Pernille, der er fysioterapeut, far Michael, der er selvstændig i transportbranchen, og søn Pelle, der efter sommerferien skal på efterskole. Familien fra Århus var for første gang til morgengymnastik på stranden i Søndervig. 
Tidligere år startede morgengymnastikken for enden af Badevej i Søndervig kl. 8.30. Men efter ønske fra bl.a. turister startes der i år først kl. 9.00. Dermed runder klokken 10.00, når gymnastikken er færdig. Og da er livredderne på plads i deres base på stranden. Så kan motionisterne under sikker overvågning gå direkte fra gymnastik til Vesterhavets bølger. Det er der ganske mange, der gør. Her ses instruktør Berit Simonsen med livredder posten og Vesterhavet som baggrund.