Af Lars Egelund, Ringkøbing
| Billedtekst. |
Andrea Lykke gør klar til julekoncert på hjemmebanen i ROFI. Foto: Lars Egelund
RINGKØBING: "Der er noget i luften…".
Klokken er blevet lidt over fire på en kold og regnfuld december-lørdag, hvor ROFI-Centrets store sal summer af forberedelser.
En vestjysk idrætshal, der, når det ikke lige er juletid eller valgaften, huser blandt andet Ringkøbing Håndbold med meget mere.
Men i dag bliver der lige nu dækket op til julekoncert med vores helt egen Andrea Lykke og hendes 6-mands orkester, under ledelse af kapelmester Pojken Flensborg.
Andreas manager, Nina Nancke (tv) tjekker sammen med Andrea Lykke de sidste detaljer med lydmanden. Foto: Lars Egelund
Andreas manager, Nina Nancke, er allestedsnærværende, sceneteknikere bestiger høje stiger og installerer lys og spots, og lydfolk arbejder intenst på at få musikere, mikrofoner og monitorer til at swinge sammen.
Andrea finder vi i hendes helt private garderobe med navnet ’Andrea Lykke’ på døren. Et af de omklædningsrum, der til dagligt rummer hele håndbold- eller fodboldhold.
Andrea er netop ankommet og er i færd med at pakke sine to festrober ud og hænge på bøjle. En dybrød og en skrigende gul kreation, skabt af haute-couture-kunstneren Jesper Høvring.
En kjole til hver halvleg…
Andrea hænger sine to festrober på bøjle. En til hver halvleg, begge skabt af haute-couture-kunstneren Jesper Høvring. Foto: Lars Egelund
Kort efter ser vi hende på scenen i et knap så formelt dress foran de – indtil videre – 550 tomme stolesæder, hvorpå der til velkomst ligger en omdelt fællessang.
Andrea er klar. Kapelmester og orkester melder klar. Og snart lyder koncertens første nummer, der i den grad slår julestemningen an.
Ud over Andrea får koncerten endnu en vestjysk ’sløjfe’: Saxofonisten Magnus Thuelund, der i aften er debutant i orkestret, er fra Skjern.
Han, der i dag er bosiddende i hovedstaden, har både trådt sine musikbarnesko i musikskolerne i Skjern og Ringkøbing. Hvis vi fortæller, at Magnus i sin tid fik undervisning af navnkundige Peter Jessen, så er mange lokale helt med!
Ud over Andrea får koncerten endnu en vestjysk ’sløjfe’: Saxofonisten Magnus Thuelund, der i aften er debutant i orkestret, er fra Skjern. Foto: Lars Egelund
For det er jo dén Peter Jessen, der i tidernes morgen dannede Jessen/Hof Band, sammen med lige så navnkundige Flemming Nordenhof, stifter og kapelmester i Ringkøbing Bigband. Det lokale jazzorkester, hvor Andrea som 15-16-årig mødte op til sin første audition og straks blev bandets skattede sangerinde de efterfølgende 3-4 år. Indtil hun drog mød øst for at forfølge en blændende solistkarriere.
Magnus når desuden, inden prøven for alvor går i gang, at fortælle om ’mor derhjemme i Skjern’, om sine musikstudier i såvel ind- som udland, og om sin seneste pladeudgivelse med titlen ’Airborne’ .
Så går Andrea i gang. Og jo, man føler sig i den grad ’høj’. Man svæver allerede.
Og der er endda små fire timer til, at Andreas julekoncert på hjemmebanen starter.
Herfra skal der udstedes en julegaranti anno 2025: Der vil være noget i luften lige om lidt…
Så går Andrea i gang. Og jo, man føler sig i den grad ’høj’. Man svæver allerede. Foto: Lars Egelund
Andres Lykkes orkester/sekstet ved julekoncerten i ROFI-Centret 6.12.25:
Pojken Flensborg (kapelmester, piano)
Kim Mikkelsen (bas)
Per Kolling (trommer)
Eddi Primate (keyboard)
Jesper Nordendal (guitar)
Magnus Thuelund (sax)