Skat på skydning i ROFI


Mange firmaer, foreninger, institutioner og grupper booker til skydning i socialt samvær under kyndig vejledning af erfarne ROFI-folk

Nej. Overskriften betyder IKKE, at der er kommet ekstra skat på at skyde på banerne i skydekælderen i ROFI-Centret. Der er derimod tale om, at en af afdelingerne i Skattestyrelsen i Ringkøbing som en del af et firmaarrangement havde valgt at booke tid til banerne i skydekælderen tirsdag den 12. september.

21 ansatte i styrelsen deltog i et par hyggelige skydetimer under kyndig og sikker vejledning fra folk i ROFIs skydeudvalg. Besøget af medarbejdere i SKAT er et eksempel på en succes i ROFI Skydning. Flere og flere firmaer, foreninger, institutioner og grupper af mennesker i forskellige sammenhænge henvender sig til ROFI med ønsker om at prøve skydning som en aktivitet i et godt socialt samvær.

- Jo, vi har i løbet af året efterhånden rigtig mange, der henvender sig for at prøve skydning som en aktivitet eller som en del af et større arrangement. Det er vi meget glade for. Dels fordi vi naturligvis gerne vil udbrede kendskabet til skydning som en god sport og fritidsbeskæftigelse, dels fordi det er med til at styrke økonomien i ROFI Skydning. Vi er en flok pensionister i ROFIs skydeudvalg, som har både tid og lyst til at stå til rådighed for arrangementer af forskellig art, uanset om det skal foregå i dag- eller i aftentimerne, understreger formanden for ROFIs skydeudvalg, Jan Thorsted.

Nu starter sæsonen

Efterårs- og vintersæsonen for skydning for ROFIs egne medlemmer står for døren. Sæsonen for seniorskytter starter tirsdag aften den 26. september. Onsdag den 27. september starter sæsonen for børne- og juniorskytter. Samme dag om formiddagen er skydning også en del af starten på sæsonen i aktiviteten Aktive Seniorer i ROFI.

 

  21 medarbejdere i en afdeling i Skattestyrelsen i Ringkøbing var til skydning i kælderen under ROFI-Centret under kyndig og sikker vejledning af folk fra ROFIs Skydeudvalg. 
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen har tidligere på året også været på besøg i ROFIs skydekælder. Det var i forbindelse med et arrangement for danske soldaterveteraner.