I de 58 år, der er gået, siden ROFI blev stiftet, har aktiviteterne i foreningen været båret af stor frivillighed. Mange frivillige har igennem årene lagt mange kræfter i foreningens udvalg og mange aktiviteter. Men med jævne mellemrum er det sundt og givende at fundere over, hvordan man også fremover kan styrke frivilligheden, fortsat udvikle de aktiviteter, som de frivillige bærer i dagligdagen – og hvordan man tiltrækker nye frivillige.
Og det var netop, hvad ROFI gjorde en lørdag i slutningen af oktober 2025. Her indbød foreningens bestyrelse til en frivillighedsdag, hvor deltagere fra ROFIs udvalg, aktiviteter og ROFI-Centrets personale bl.a. fik til opgave at sætte ord på, hvad de synes er vigtigt for at udvikle foreningens aktiviteter.
- Formålet med dagen var for det første, at vi gerne ville sætte fokus på de frivilliges store indsats i ROFI og med efterfølgende socialt samvær og spisning sætte pris på deres indsats i det daglige. For det andet var formålet at give de frivillige i vores mange udvalg lejlighed til i et samlet forum at reflektere over og komme med ideer til, hvordan udvalgene kan udvikle deres aktiviteter – dels deres egne aktiviteter, dels samspillet med andre udvalg og aktiviteter i ROFI. I løbet af dagen blev der fostret rigtig mange nye ideer, som både de enkelte udvalg og vi i bestyrelsen kan arbejde videre med til fælles bedste, siger ROFIs formand, Henrik From.
Og han tilføjer:
- Som i de fleste andre foreninger er de frivillige fundamentet i ROFI. I modsætning til mange andre steder har de frivillige i vores forening den fordel, at udvalgene i det daglige i høj grad betjenes af medarbejdere i ROFI-Centret. Det betyder, at de frivillige i vores udvalg slipper for meget af det papirarbejde og ”bureaukrati”, som generelt i foreningerne er en hæmsko for at trække frivillige til. Dermed kan de frivillige i ROFIs udvalg koncentrere sig mere om indholdet i deres aktiviteter for medlemmer og brugere.
Dertil kommer den fordel, at vi i ROFI-Centret selv ejer de rammer og faciliteter, der skal til, når vi ønsker at starte nye aktiviteter.
Vi har gennem mange år ikke haft voldsomme problemer med at skaffe frivillige. Men det er jo ingen hemmelighed, at mange af dem, der har tjent ROFI som frivillige i rigtig mange år, ikke er helt unge længere. Så vi er meget opmærksomme på udfordringerne med også at kunne trække flere yngre og unge frivillige til fremover. Det vil bl.a. vil kræve, at vi hele tiden forsøger at tilpasse indholdet i vores aktiviteter til de unges behov og ønsker og er på omgangshøjde med nye aktiviteter og tilbud i takt med efterspørgslen. Ting og sager ændrer sig hurtigt i dag. Den udfordring arbejder vi med hele tiden, siger Henrik From.
ROFI står for Ringkøbing og Omegns Firmaidræt. Det var især med firmaidrætten som grundlag og udgangspunkt, at ROFI blev stiftet for 58 år siden.
- I takt med mange års udvikling i fritids- og idrætslivet er ROFI og ROFI-Centret i dag naturligvis meget andet og mere end ”kun” firmaidræt. Vi har tilbud på mange hylder, men vi vil lægge os i selen for, at vi fremover styrker vores fokus på, at en af vores vigtigste opgaver som forening og center er at motivere firmaer og virksomheder – og i den sammenhæng bl.a. også uddannelsesinstitutioner – til at dyrke idræt og motion sammen med arbejdskolleger. Det kan være på arbejdspladsen, men også i andre sammenhænge – f.eks. i ROFI-Centret. Uanset hvor, så er motion og samvær også med til at styrke det kollegiale fællesskab.
ROFI-Centret er jo i sit grundlag firmaidrætscentret i Ringkøbing-Skjern Kommune. Derfor har vi som forening også en forpligtelse til at styrke firmaidrætten i hele kommunen og ikke kun i og omkring vores egen matrikel i Ringkøbing. Vi vil ikke konkurrere med andre foreningers gode tilbud rundt i vores kommune. Tværtimod vil vi gerne til fælles bedste samarbejde bredt om at sikre og fastholde brede motions- og idrætstilbud til alle aldre. Foreningslivet er i dag udfordret på mange måder. Vi skal samarbejde på tværs for at tackle udfordringerne, understreger Henrik From.
Det er sundt at dyrke motion under alle former. Det styrker fysikken. Mentalt er det også sundt at være sammen om motion og idræt i fællesskab med andre. Henrik From lægger op til, at ROFI fremover gerne tager nye initiativer, der fremmer sundhed i et endnu bredere perspektiv end i dag.
- I ROFI er der bl.a. stor tilslutning til motion og samvær i Aktive Senior 60+ hver onsdag. I takt med, at der bliver flere og flere i de ældre generationer, er det oplagt, at vi hele tiden forsøger at udvikle nye ideer med vores bidrag til, hvordan vi kan være med til at styrke sundheden blandt ældre.
Vi hører om og oplever, at flere og flere unge har ondt i sjælen og har store udfordringer i forhold til at deltage aktivt i samfundet. Det får mig ofte til at tænke på, hvad ROFI som forening og med eget center kan gøre for at skabe nye tilbud til unge, der er sårbare på den ene eller den anden måde.
En af mine kongstanker i den sammenhæng, der drejer sig om at fremme sundhed i endnu bredere perspektiver end i dag, er, at vi i ROFI nedsætter et særligt udvalg, der kan komme med ideer og udspil til, hvordan vi kan byde ind med nye initiativer til at fremme sundhed generelt. Der er kompetente folk og ildsjæle rundt omkring, som jeg tror, vi kan få med til at gøre en indsats i et sådant udvalg. Specielt, fordi vi i ROFI-Centret har gode faciliteter og fleksible rammer til at gøre muligheder for nye initiativer til virkelighed, understreger ROFIs formand.
Ringkøbing Svømmehal ejes af Ringkøbing-Skjern Kommune, men det er ROFI, der på kommunens vegne står for den daglige drift af svømmehallen. Også her ser ROFI-formanden spændende muligheder for ny udvikling.
- Med sin attraktive beliggenhed ved fjorden er den nyrenoverede svømmehal et stort aktiv for både Ringkøbing og ROFI. Vi og Ringkøbing Svømmeklub er godt i gang med at udvikle nye tilbud, der kan gøre svømmehallen endnu mere attraktiv for brugerne – også i en kombination med fjorden og hele området omkring, siger Henrik From.
![]() |
Henrik From blev valgt som ny ROFI-formand ved generalforsamlingen i marts i år. I denne artikel sætter han ord på tanker og visioner om ROFI i fremtiden. |
| Et udsnit af deltagerne i ROFIs frivillighedsdag i slutningen af oktober, hvor to af Dansk Firmaidræts udviklingskonsulenter, Bo Ravn Bertelsen og Rikke Døssing, medvirkede med oplæg. | ![]() |
![]() |
Der var livlig aktivitet om ideer og visioner på kryds og tværs ved ROFIs frivillighedsdag. |