Månedens Profil December: Thomas Andersen


Foreningslivet integrerede Thomas

- Især i de mindre samfund er foreningslivet det bedste fundament for, at tilflyttere bliver godt integreret, siger 47-årige Thomas S. Andersen, der i 12 år har været medlem af ROFIs bestyrelse, heraf de seneste 10 år som næstformand.

Og tilflytteren Thomas fra Aarhus ved, hvad han taler om. Efter at være opvokset og bankuddannet i Jyllands hovedstad gik han mod strømmen af unge, der søgte mod øst fra Vestjylland for at studere, og flyttede til Ringkøbing. Via sit job i den daværende Ringkøbings Banks marketingafdeling, der bl.a. havde med bankens sponsorvirksomhed at gøre, kom han i tæt kontakt med foreningslivet i Ringkøbing - og blev hurtigt selv en del af det.

- Banken var jo sponsor for mange af de lokale foreninger, så på den måde fik jeg en stor berøringsflade med egnens foreningsliv. Jeg fulgte som sponsoransvarlig bl.a. Rindum SU’s daværende damehold i 3. division håndbold og blev på et tidspunkt holdleder – og også spiller på absolut laveste niveau - for foreningens andethold herrer i håndbold. I slutningen af 1990-erne kom jeg med i og blev senere formand for ROFIs fodboldudvalg, og nu har jeg altså i en lang årrække været integreret som næstformand i foreningens bestyrelse, fortæller Thomas.

Af lyst og interesse

Han sætter også gerne ord på, hvorfor foreningslivet er så godt et instrument til at få tilflyttere til at falde godt til i lokalsamfundene.

- Du bliver medlem af en forening af lyst, og fordi du synes, det er sjovt at dyrke en aktivitet sammen med andre. Du er med i et fællesskab, hvor du deler interesser med andre. Det fører ofte til, at en del af dem, du møder i din forening, med tiden bliver en del af din private omgangskreds. Kommer du med på et hold, så opstår der altid en særlig omgangsform. Det gør sig f. eks. også gældende på et firmahold. Det giver et helt særligt samvær at dyrke holdsport på den ene eller den anden måde sammen med dine arbejdskolleger, understreger Thomas.

Tovholder og udvikler

Ud over det almindelige bestyrelsesarbejde har Thomas i arbejdet i ROFI især øje for at være tovholder på foreningens events og være med til at udvikle nye aktiviteter. F.eks. står han for ROFIs årlige ”Rigtige Mænd” løb, der byder på sjove og lidt skøre opgaver for bl.a. firmahold, og han var en af primus motorerne, da ROFI i 2017 var vært for Dansk Firmaidrætsforbunds årlige Firmaidræt Open, der havde ca. 1.000 deltagere fra hele landet.

- Tilslutningen til de traditionelle holdsport som f. eks. fodbold og håndbold er generelt faldende over hele landet i disse år. Mange foretrækker den individuelle form for motion, og mange organiserer selv den sport, de vil dyrke. Den samme tendens kan vi se inden for firmaidrætten. Det hænger bl.a. sammen med, at arbejdspladsen ikke i så høj grad som tidligere er et omdrejningspunkt for folks motions- og idrætsaktiviteter efter fyraften. Lange pendlingstider til arbejdet er nok en af årsagerne til den udvikling, siger Thomas og tilføjer:

- Når de traditionelle holdsport er pressede i medlemstal, så er det op til os i firmaidrætten at finde på og udvikle andre sjove former for sport og motion, som passer til folks krav og behov, og som især lægger vægt på sammenholdet og det kollegiale fællesskab. Det er bl.a. i det lys, man skal se den nye sportsgren, pickleball, som vi nu tilbyder i ROFI. Pickleball er en blanding af tennis, badminton og bordtennis, som spilles på en badmintonbane. Den nye aktivitet har allerede fået en solid stab af brugere i ROFI-Centret. Vi håber, at mange flere kommer til, når de får øjnene op for, hvor sjovt det er at spille pickleball, der er for alle og i alle aldre. Personlig synes jeg, det er spændende at være med til at udvikle nye aktiviteter med nye og sjove indhold, siger Thomas.

I ledelsen på landsplan

De mange års erfaring fra ROFI kan han nu også bruge i en for ham ny rolle på landsplan. På det seneste repræsentantskabsmøde i Dansk Firmaidrætsforbund blev Thomas valgt ind i forbundets centrale ledelse som medlem af firmaidrætsudvalget.

- Netop udvikling af nye aktiviteter er et af de områder, som Dansk Firmaidrætsforbund har særligt øje for i disse år, og syv af forbundets 10 fokusområder har vi ansvaret for i firmaidrætsudvalget. Det er nødvendigt, at vi hele tiden udvikler firmaidrætten, så den har appel til nye ønsker og nye behov. Efterspørgslen efter nye måder at motionere og være sammen på om idræt skifter hele tiden, og vi skal være i stand til at levere varen. Jeg kan i den centrale ledelse på landsplan give input med bl.a. de ting, vi har gang i i ROFI. Omvendt vil det være oplagt, at jeg kan tage de gode ideer og initiativer, vi udvikler på landsplan, med hjem til ROFI og være med til at omsætte dem til daglig praksis her. På den måde skal det også gerne være en fordel for ROFI, at vi er repræsenteret i den centrale ledelse i firmaidrætten på landsplan, understreger Thomas.

JKS og AGF

Sit arbejdsliv bruger han i Danmarks største bemandingsbureau, JKS, der har hovedsæde på Rødkløvervej i Ringkøbing og har godt 40 afdelinger landet over. Thomas er marketingskoordinator og er bl.a. med til at udvikle virksomhedens salgsmaterialer. JKS hjælper virksomheder med fleksibel bemanding, når der er brug for ekstra arbejdskraft ved f.eks. sæsonudsving eller større projekter, men også med rekruttering af medarbejdere til fastansættelse.

Privat bor Thomas på Finlandsgade sammen med hustruen, Hanne, der arbejder som pædagog i vuggestuen i Tim, og tvillingerne Simon og Sara på 8 år. Selv om Thomas S. Andersen for længst er blevet godt integreret i Vestjylland, har han stadig rødder og meget til overs for barndomsbyen Aarhus. Bl.a. er han glødende fan af fodboldklubben AGF og er af og til på Århus Stadion for at se hjemmekampene. Og i øvrigt: S-et i hans mellemnavn står for Schrøder!

 

  Foreningslivet har været med til at integrere århusianeren Thomas godt i Ringkøbing. 

 

Under titlen ”Månedens Profil” sætter vi hver måned fokus på en person, der har sin faste gang i foreningen ROFI og/eller ROFI-Centret eller i Ringkøbing Svømmehal, der drives af ROFI. Som ”Månedens Profil” i december 2019 har vi valgt Thomas S. Andersen, der er næstformand i ROFIs bestyrelse og netop indvalgt i Dansk Firmaidrætsforbunds centrale ledelse som medlem af forbundets firmaidrætsudvalg.