Spinning med fjordudsigt i Naturens Rige


Der er mange måder at opleve naturen på i ”Naturens Rige” i Ringkøbing-Skjern Kommune. Lørdag den 27. juli var en af de lidt mere usædvanlige. Da fik godt 30 motionsglade mennesker, som normalt dyrker spinning indendørs, en storslået naturoplevelse på de stationære cykler under åben himmel med fjordudsigt.

I 6 timer var der mulighed for at dyrke spinning på græsplænen mellem Ringkøbing Svømmehal og Ringkøbing Fjord i et arrangement, som organisationen Bike Academy og ROFI-Centret stod bag. Det var på en dag, hvor temperaturen nærmede sig de 30 grader, men hvor der heldigvis for deltagerne blæste en god vind, der kunne tørre den værste sved af.

Bike Academy er en organisation, der uddanner og efteruddanner spinninginstruktører og arrangerer forskellige events rundt i landet. Arrangementet ved Ringkøbing Svømmehal var en af sidstnævnte slags, og ROFI-Centret stillede spinningcykler til rådighed.

Det var ikke helt tilfældigt, at netop denne event blev holdt i Ringkøbing. En af instruktørerne på dagen, Henrik Ringgaard, der til daglig arbejder som lærer på Vedersø Idrætsefterskole, er med i Bike Academy og er også spinninginstruktør i ROFIs Fitnesscenter.

Naturoplevelse med høj puls

- Vi har valgt området her til arrangementet, fordi man altså ikke får en ret meget større naturoplevelse, samtidig med at pulsen kommer helt op på spinningcyklerne. Der bliver spillet højt, mens vi cykler, men her generer vi stort set ikke folk, der bor i nærheden. Netop hensynet til ikke at genere omgivelserne med støj her i sommerperioden, hvor mange færdes ude, har haft en stor betydning for vores valg af dette sted mellem svømmehallen og fjorden, siger Henrik Ringgaard til ROFI-Nyt.

Som lærer på Vedersø Idrætsefterskole har Henrik matematik, fysik og kemi som hovedfag i undervisningen af eleverne, men derudover leder han også skolens bike hold og uddanner unge bike-instruktører. Ved afslutningen på det seneste skoleår var der to elever, der - som de første i landet - fik eksamensbevis fra en efterskole på denne uddannelse.

 

  Med Ringkøbing Fjord som baggrund holder Henrik Ringgaard pulsen oppe hos deltagerne i spinning-arrangementet ved Ringkøbing Svømmehal. 
Spinning med en fantastisk udsigt til Ringkøbing Fjord.  
  Udendørs spinning med Ringkøbing Svømmehal som baggrund.