ROFI blev Årets Forening i Dansk Firmaidrætsforbund


- Gennem de seneste 10 år har bestyrelsen i ROFI i samarbejde med foreningens frivillige og centerledelsen vist vejen for, hvordan et traditionelt idrætscenter med firmaidræt som kerneværdi kan udvikles til glæde og gavn for en hel by. Det er en indgroet del af foreningskulturen at snakke om motivation og udvikling og dernæst at rykke hurtigt fra tanke til handling.

Sådan lød begrundelsen bl.a., da ROFI den 27. april blev kåret til Årets Forening 2019 i Dansk Firmaidrætsforbund. Det skete på firmaidrættens formandsmøde i Fredericia. Med titlen fulgte skulpturen ”Ejgon Bertelsens Mindepokal” og en gavecheck på 8.000 kr., som formanden for Dansk Firmaidrætsforbund, Peder Bisgaard, overrakte til ROFIs formand, Ragna Knudsen, og næstformand, Thomas Andersen, på formandsmødet.

Baggrunden for kåringen af ROFI til Årets Forening er i særlig grad foreningens engagement i at motivere til fælles oplevelser om motion og sundhed for kolleger på lokale arbejdspladser. ROFI var bl.a. særdeles aktivt involveret i Arbejdspladsernes Motionsdag i oktober 2018 i samarbejde med fem lokale virksomheder.

”En ledestjerne”

Formanden for Dansk Firmaidrætsforbund, Peder Bisgaard, Hillerød, siger om firmaidrætten og ROFI:

- Vores motor er de lokale ildsjæle. Såvel ansatte som de frivillige kræfter i og omkring ROFI yder et ekstraordinært arbejde. Vi ved, at medarbejdere, der dyrker regelmæssig kollegamotion og firmaidræt, oplever et større fællesskab, arbejdsglæde og trivsel. Så ROFI har virkelig fat i den lange ende. Man er med til at gøre en kæmpe forskel. ROFI rimer på visioner og idérigdom - en ledestjerne blandt vores foreninger. ROFI fortjener i den grad titlen som Årets Forening 2019, siger Peder Bisgaard.

Ragna Knudsen

ROFIs formand, Ragna Knudsen, er både på foreningens og egne vegne stolt over titlen som Årets Forening 2019 i firmaidrætten.

- Det er et fantastisk skulderklap til hele foreningen, til alle frivillige og til ledelsen og personalet i ROFI-Centret. Det er en anerkendelse af, at det, vi arbejder med i dagligdagen, kan bruges og skaber opmærksomhed både lokalt og i andre dele af landet. Det giver os en ekstra motivation til at arbejde videre og tage nye initiativer til gavn for egnens befolkning og ikke mindst idræt og motion for og på egnens mange arbejdspladser og virksomheder. Vi har altid sat en ære i at være med i nye trends, der dyrker samarbejdet, styrker frivilligheden og motiverer holdånden, og det vil vi fortsætte med. Titlen ”Årets Forening 2019” kan vi i høj grad bruge i markedsføringen af foreningens og ROFI-Centrets mange tilbud, siger Ragna Knudsen.

For anden gang

Det er anden gang i ROFIs 52-årige historie, at foreningen er blevet kåret til Årets Forening i Dansk Firmaidrætsforbund. Første gang var i 1991.

Dansk Firmaidrætsforbund er Danmarks trejdestørste idrætsorganisation med mere end 360.000 medlemmer fordelt på 80 foreninger, 10 brancheforbund og Dansk Motions Forbund.

 

  ROFIs formand, Ragna Knudsen, er også næstformand i Dansk Firmaidrætsforbund, men hun var ”sendt udenfor døren”, da Årets Forening 2019 skulle kåres blandt de indstillede foreninger. Så hun havde ikke indflydelse på, at det var ROFI, der løb med prisen. Her ses Ragna Knudsen sammen med forbundets formand, Peder Bisgaard, ved prisoverrækkelsen.
Ejgon Bertelsens Mindepokal og et diplom som det synlige bevis på, at ROFI er Årets Forening 2019.  

 

Foto øverst: ROFIs formand, Ragna Knudsen, og foreningens næstformand, Thomas Andersen (tv), fik overrakt titlen Årets Forening 2019 af formanden for Dansk Firmaidrætsforbund, Peder Bisgaard.

Læs her i sin fulde ordlyd Dansk Firmaidrætsforbunds motivation for at udpege ROFI til Årets Forening 2019.