Far, datter og Carla til gymnastik på stranden


Stor tilslutning til fire ugers gratis morgengymnastik på stranden i Søndervig under ledelse af instruktører fra ROFI

Jævnlig motion i ret betragtelige mængder er bestemt ikke fremmed kost for 75-årige Bernhard Bøggild og hans datter, Pernille, der har rundet de 50. Stort set hver dag går Bernhard et par lange ture, og i vintersæsonen dyrker han gymnastik om mandagen, spinning om onsdagen og hjernegymnastik med billard om torsdagen. For Pernille er yoga og dansen i ”de fem rytmer” de foretrukne motionsformer.

Sammen med over 70 andre morgenfriske dyrkede far og datter motion sammen ved Vesterhavet onsdag den 22. juli. De deltog i den morgengymnastik, som ROFI-Centret i Ringkøbing i samarbejde med Holmsland Klit Turistforening igen i år arrangerer hver dag i ugerne 29-32 på stranden for enden af Badevej i Søndervig. Her kan turister, fastboende og andet godtfolk dyrke gratis gymnastik hver morgen i en time fra kl. 8.30 under ledelse af instruktører fra ROFI.

Bernhard Bøggild har boet i Søndervig i omkring 25 år og må som sådan betegnes som fastboende. Datteren, Pernille, arbejder til daglig som lærer i Svendborg, men er på sommerbesøg hos sin far på Plantagevej. Det er herfra, de har bevæget sig ned på stranden for at få en frisk start på dagen med lidt sved på panden.

- Det er herligt. Der er noget helt specielt og anderledes ved at dyrke motion i naturens omskiftelige vejr og vind under åben himmel og med Vesterhavet som nærmeste nabo. Tilbuddet om gratis morgengymnastik på stranden er et glimrende initiativ, understreger Bernhard og Pernille Bøggild, der i øvrigt havde taget hunden Carla med til at overvære og deltage lidt i dagens motion i typisk dansk sommervejr.

Coronaen kaster kun
små skygger på stranden

Coronaen og myndighedernes retningslinjer for at tackle smittespredning har kastet sin skygge over mangt og meget i de seneste måneder. Også omkring morgengymnastikken på stranden er der forholdsregler, der skal overholdes.

- Indtil nu har det højst været tilladt at være 100 personer på et areal på 20 gange 20 meter på stranden, som vi har afgrænset med gule kegler for at kunne overholde reglen om, at der skal være mindst 2 meter mellem dem, der motionerer (med mindre de kommer fra samme familie eller husstand). Det har ikke været noget problem, selv om vi forleden var lige ved at nå grænsen, da der en morgen var 94 deltagere i morgengymnastikken. Nu har vi i øvrigt fået tilladelse til at lave endnu en zone med de nødvendige afstandskrav, hvis vi når over de 100 deltagere, fortæller dagens ROFI-instruktør på morgengymnastikken, Berit Simonsen.

Og hun tilføjer: - Folk ved godt, hvad det drejer sig om. De overholder kravene om afstand til dem, de motionerer sammen med. Og de forholdsregler, vi skal tage, er bestemt til at leve med. I øvrigt har flere af deltagerne givet udtryk for, at de indtil nu har været lidt betænkelige ved at vende tilbage til at dyrke fitness indendørs, og at morgengymnastikken faktisk er første gang efter nedlukningen på grund af corona, at de har dyrket motion sammen med andre. Så på den måde kan vi måske vi være med til, at de nu kommer i gang med jævnligt at dyrke fitness igen i deres sædvanlige rammer.

”Alt ved det gamle”

Bortset fra det, så er ”alt ved det gamle” ved morgengymnastikken på stranden i Søndervig - et initiativ, der efterhånden har adskillige somre på bagen: Der er stor tilslutning hver dag – fra godt 40 en dag med regn og rusk, til indtil nu over 90 i fint sommervejr. Deltagerne er en pæn blanding af turister og lokale fastboende. Næsten alle er danskere, og langt de fleste er kvinder. Og Berit Simonsen glæder sig hver dag til at være instruktør for flokken, uanset hvor stor den er.

- Det er simpelthen så dejligt at være sammen på den måde med glade mennesker - og at hilse på deltagere fra nær og fjern, som år efter år deltager i morgengymnastikken, bl.a.  som en fast del af deres ferie i vores område, siger Berit.

 

  Berit Simonsen ”strammer til” som instruktør på morgengymnastikken på stranden i Søndervig. 
Et udsnit af de over 70 deltagere onsdag den 22. juli, da ROFI-Nyt var til morgengymnastik.  
  Elastik indgår i flere af øvelserne på stranden.
Morgengymnastikken på stranden i Søndervig ”tager kegler” hos de mange deltagere. Men keglen her er også med til at afgrænse, hvor mange der må være samlet for at overholde myndighedernes corona-retningslinjer.  
  Far og datter, Bernhard og Pernille Bøggild, i gang med gymnastikken, mens hunden Carla tager sig en morgenslapper. 
Med Vesterhavet som baggrund efter afsluttet morgengymnastik for Bernhard, Pernille og Carla.